KONSTANSEN - de stabile egenskaber - bag tingenes øjeblikkelige ydre og det skin, vore sanser giver os at arbejde med, viser os 2 forskellige planer af virkelighed, som ikke kan opleves på en gang.

Vore betingelser for at forstå en meget flygtig verden, hvor ingenting nogensinde står stille, var et forhold bl.a. Monet, på impressionistisk vis ville skildre (Høstak malet på ti forskellige klokkeslæt i et forsøg på at forfølge denne flygtighed).

Andre kunstnere har hævdet, at Monet overhovedet ikke har fået fat i selve høstakken - den objektive sandhed - men kun den ydre illusion, som den skjuler sig under. For at få fat i den "virkelige" høstak må man søge de egenskaber ved motivet, som netop ikke forandres, og som man kunne kalde de konstante egenskaber. Cézanne og flere filosoffer mente, at de konstante egenskaber ligger i de geometriske grundformer: kube, kegle, terning og kugle samt i de tilsvarende flade mønstre. Brugen af disse gør, at man kan fange gennemsnittet af de mange indtryk, og således fanger tingen bagved skinnet. Derved får man et ganske andet billede af en høstak, der er entydigt, kubisk og renset for tilfældighedernes spil. Det er sikkert også et billede, der ikke ser særlig naturalistisk ud, men vi får "den eviggyldige høstak" og ikke kun en af dens flygtige masker.

Hvad betyder dette for fremstillingen af mit vigtigste motiv: menneskefiguren, om den bliver beskrevet som en flygtig skal, underkastet forandringen eller som en eviggyldig type som klassikerne vil det. Det var dette forhold Platon talte om, når han foretrak ægypternes gamle, stive kunst for sin egen tids mere illusionistiske. For ham var kunstens mål at beskrive den egentlige virkelighed bag sanseskinnet. Den ægyptiske gravkunst simplificerede et budskab ved at gå ind bag genstandens skin og præsentere det evigt gyldige og generelle ved motivet. Budskabet holder over tid og er vel en af grundene til, at vi kan tyde det i dag.

Mit virkelighedsbillede har rod i blandingsformernes udtryk, hvor kridt- og blyantstegningens spontane og grafiske udtryk blander sig med en uforanderlig motiv-verden i enkle grundformer på lærredet.

Disse billedsproglige virkemidler har afsæt i en række overvejelser omkring del og helhed og i en fascination for gentagelsens æstetiske værdi; I mønstret eller elementets gentagelse ligger en æstetisk værdi, der kan sammenlignes med renæssancens arkitektoniske orden og formsprog i profileringen af dørkarme, vinduesrammer, pilastre, frontispicer, friser, relieffer eller i dets harmoni og forhold. - Uden grundlæggende orden, uden det forudbestemte mønster ville improvisationen være mindre synlig.

Når jeg gør kroppen eller andre billedelementer til genstand for gentagelse, opbygges en sammenhæng og et udtryk, der giver associationer til andre indholdselementer på billedfladen, fordi det i sin helhed ikke længere fastholder opmærksomheden på det oprindelige udgangspunkt.

Derfor er der også betydelig forskel på om beskueren står langt fra eller tæt ved billedet. Set langt fra antydes det generelle og forudbestemte mønster, men går man tæt på, hvirvles man ind i et væld af streger og en forskellighed i bl.a. mennesketyper – ofte skildret humoristisk.

Skildringen af forskellige åndelige niveauer i mennesket, forundring over mytiske/mystiske naturhistoriske fænomener er sammen med fascinationen for matematikken i kunsten drivkraften og kilden til mine arbejder.

Menneskefiguren har en central plads i denne tænkning og har derfor en hyppig opdukken i mine billeder, hvor de tjener som symboler for min meddelelse.

Studier af de italienske renæssancemestre (anatomi, kroppen som monumentalt udtryk og i forhold til Gud, matematikken i kunsten – Brunelleschi og Fibonacci, menneskefiguren i kunstens historie, det tidlige 14- og 1500 tal, renæssance og barok arkitektur), er foretaget i perioden 1992 og til i dag – og tjener som faglig baggrund for mit billedkunstneriske udsyn.